Som ejer eller bruger skal du sikre, at det øverste 50 cm’s jordlag ikke er forurenet eller, at der er etableret en fast belægning (fx fliser, beton og asfalt).
Formålet med reglen er at sikre mennesker mod sundhedsskadelig påvirkning fra forurenet jord på de arealer, hvor jorden ikke er dækket af bygninger eller fliser.
Reglen gælder når:
- Et areal ændrer anvendelse til bolig, børneinstitution, offentlig legeplads, kolonihave eller sommerhus, fx ved nybyggeri.
- Der udføres bygge- og anlægsarbejde på et areal, som allerede anvendes til bolig, børneinstitution, offentlig legeplads, kolonihave eller sommerhus. Her gælder reglen for det faktiske areal, der er berørt af arbejdet (1- og 2-familiehuse er undtaget, dog ikke ved opførsel af ny bolig.)
Der er tale om en pligtregel. Det betyder, at reglen forpligter ejeren eller brugeren til at sørge for, at reglen altid er opfyldt. 50 cm-reglen er generel og gælder overalt, uanset om der er kendskab til eller mistanke om forurening på arealet.
Du skal ikke ansøge om eller have tilladelse til noget. Kommunen fører tilsyn med, at reglen overholdes.
